Pigen på anatomikammeret

– – Jo det er Hende! O lys hid!
Og slip ei Kniven end paaglid
    i denne Armes Hjerte!
O, der er rædsom Vittighed
i Lampens Blik, som stirrer ned
    paa denne døde Smerte.

Saa kold dengang den aanded saae
den stolte Verden jo derpaa?
    Og frække Øine skar
det Slør igjennem tidligt, som
den stakkels Piges Fattigdom
    af gyldne Drømme bar.

Som Blomst i Isen frosset ind
jeg seer et Træk paa denne Kind,
    som vel jeg bør at kjende.
Thi Fryden i min Barndomsleeg
før altfor høit min Skulder steeg
    – o var den ikke Hende.

Tvertsover boed’ Hun for os,
i Armod født som i sit Mos
    paa Taget Stedmorsblommen.
Fornemme Folk kun fatted svært,
at Blod saa fagert og saa skjært
    af Fattigfolk var kommen.
Ak, mangt sligt Aasyn dog jeg saae
som Maanedsrosens Pragt forgaae,
    som Sommerfuglestøvet!
Dem Skjebnens Haand for haardt vel tog
og Syndens Spor dem overjog
    som Sneglens Sliim paa Løvet.